Bevægelse, leg og kultur

Aktivitetsrum i hele Uldum, til gavn og glæde for beboere i alle aldre

Bevægelse, Leg og Kultur (BLK)

Kort om:

BLK startede ud fra en idé om at skabe mindre ”aktivitetsrum” i Uldum, der kunne tilbyde aktive og kreative borgere nogle hyggelige og inspirerende områder i Uldum. Projektet udviklede sig hurtigt til at blive et ambitiøst projekt med involvering af hele byen og med et ønske om at placere legepladser og aktivitetsrum til forskellige aldersgrupper rundt omkring i byen

…….

Projektets visioner og idéer til de første ”aktivitetsrum” blev præsenteret på en fællesspisning på Uldum Skole i maj 2013. Projektet mødte stor opbakning, og projektgruppen fik på dagen to donationer på hver 5.000 kr. fra to privatpersoner i Uldum.

I efteråret 2013 blev der indledt et samarbejde med en anden projektgruppe, der med udgangspunkt i skolebestyrelsen stort set havde samme ønske; nemlig at fremme leg og læring i Uldum. Der var enighed om at slå de to projektgrupper sammen, med det fælles formål at:

”etablere aktivitetsrum i hele Uldum, til gavn og glæde for beboere i alle aldre”

I 2015 fik vi etableret en fiskebro samt opstillet nogle bord- og bænkesæt ved Lilleåen. På skolen fik vi opsat en svævebane.

Af forskellige årsager havde vi svært ved at få donationer til Uldum skole, og vi valgte derfor at opdele BLK-projektet i 2 faser.

Fase 1 var alle aktivitetsrum, der var placeret udenfor skolens område, hvor vi iværksatte planlægning af de næste 4 aktivitetsrum: biblioteket, møllen, hallen og højskolen.

Fase 2 var skolegården og området omkring skolen, som vi måtte ”genstarte” efter fase 1

I 2016 blev der etableret yderligere 4 aktivitetsrum: en sandfabrik og to vippedyr ved møllen, en scene ved biblioteket, en pannabane og to trampoliner ved hallen samt et motionsområde ved højskolen.

Derudover fik vi bygget en bålhytte og en læsebænk på Uldum Skole. Området ved Lilleåen blev udvidet med en stamme-balancebane.

I 2017 var vores fokus på skolegården og på at få etableret en flot og tidssvarende legeplads og aktivitetsrum. Vi fik i samarbejde med en fundraiser skaffet en del støtte hos diverse fonde samt Lokale- og Anlægsfonden, LAG, som betød, at vi samlet havde ca. 700.000 kr. i alt. Vi manglede dog stadig mere end 250.000 kr. for at kunne gennemføre den ønskede plan for Skolegården.

I april 2018 blev alle børnene på Uldum Skole og i Børnehaven, Børnekæret aktiveret for at skaffe de resterende midler til skolegården. Der blev arrangeret et løb, hvor børnene skulle løbe så mange omgange som muligt. Børnene havde på forhånd skaffet sponsorer i form af familie, venner og sågar virksomheder, der donerede et beløb per omgang. Der blev skaffet imponerende 125.121 kr.

Den d. 31. august 2018 blev den nye legeplads på skolegården officielt indviet. Daværende borgmester Kasper Glyngø, skoleleder Rasmus Vorting og fællesrådsformand Jesper Hammer klippede den røde snor foran ca. 300 fremmødte borgere. Dermed blev der sat punktum for mere end 5 års arbejde.

Differencen på de indsamlede midler og prisen på skolegården blev dækket af en pulje af penge som Fællesrådet havde fået bevilliget til Helhedsplanen. Borgmester Kasper Glyngø og fællesrådsformand Jesper Hammer lavede i foråret 2018 en aftale om at iværksætte etablering af skolegården i sommeren 2018, og at et eventuelt underskud på BLK projektet skulle dækkes af Helhedsplanen

Der skal lyde en stor tak til projektgruppens medlemmer: Jeppe Sander, Heidi Seiger Thomsen, Lonni Larsen, Stine Larsen, tidl. skoleleder Troels Brogaard Andersen, Claus Thaisen, Helle Nielsen, Jane Wurth Eriksen, Rasmus Vorting, Søren Jensen, Lars Johnsen, Poul Thomsen og Jesper Hammer – samt alle de andre frivillige, forældre og sponsorer.

Uden deres støtte havde projektet været umuligt at realisere.

Fun facts

De 7 aktivitetsrum har kostet mere end kr. 1,8 millioner,

der har været 13 forskellige personer med i projektgruppen,

der er afholdt ca. 80 møder i alt,

der er skrevet mere end 55 mødereferater,

Formanden har sendt/modtaget mere end 1.000 e-mails i projektets løbetid

 

Lokalsamfund

skole og børnepasning

Nybyg & byggegrunde

nybyg og byggegrunde

Kultur & historie

Se mere om uldum

Find vej til Uldum

Vis mig vej