Uldum by

Nyheder

i Uldum

Status på separatkloakeringen i Uldum

11. april, 2023

Nyhedsbrev om separatkloakering i Uldum

Status
Nu er vi snart halvvejs med at separatkloakere Uldum by. Arbejdet skrider
planmæssigt frem, og projektet forventes endeligt afsluttet i 2025.

Her graver vi i 2023
I marts 2023 er vi startet op på etape 3 ud af i alt 5 etaper. Etape 3 er delt i to områder (3.1 og 3.2). Etape 3.1 udføres frem mod sommerferien og omfatter Dortheasminde. Etape 3.2 udføres fra omkring sommerferien og omfatter Fasanvej, Solsortevej, Lærkevej, Vestergade samt en lille del af Skolegade, til og med Møllen. Etape 3.2 forventes afsluttet i december 2023.

Den gældende etapeplan
På sidste side ses den gældende etapeplan for hele projektet. Etape 4 udføres forventeligt i 2024, og etape 5 i 2025. Hvis du tidligere har set vores etapeplan, bemærker du måske, at vi har ændret etaperne en smule. Ændringerne giver hurtigere gevinst for vandmiljøet i Uldum Lilleå.

Informationsmøder for berørte ejendomme
Berørte ejendomme indkaldes til informationsmøde umiddelbart før opstarten af den enkelte etape. Berørte ejendomme i etape 3.1 har været indkaldt til informationsmøde i november 2022. Berørte ejendomme i etape 3.2 indkaldes til informationsmøde den 12. april 2023. Invitationen er omdelt i postkasserne.

Stor tilslutning til nedsivning af regnvand på private grunde
En meget stor andel af ejendomme i etape 1 og 2 har valgt at nedsive regnvandet på egen grund. Det betyder, at ejendommene får kr. 18.000, – inkl. moms tilbage fra Hedensted Spildevand, som fx kan bruges til at få udført
arbejdet med adskillelse af regn- og spildevand på egen grund. Vi håber, at lige så mange ejendomme i etape 3, 4 og 5 vil benytte sig af denne mulighed.
Nedsivning på egen grund har i mange tilfælde betydet at udgiften for grundejer til adskillelse af regn- og spildevand er blevet mindre. Dette fordi der ikke skal føres regnvandsrør i jorden fra husets fjerneste hjørne til skel.

Varsel om påbud fra Hedensted Kommune
Hedensted Kommune har udsendt varsel om påbud til de ejendomme i etape 1, som endnu ikke har indsendt dokumentation (færdigmelding) for adskillelse af regn- og spildevand på egen grund.
Det forventes, at Hedensted Kommune udsender tilsvarende varsel om påbud til ejendomme i etape 2 inden sommerferien 2023.

Nedsivning i vejarealer med vejbede og grønne fortove
Før separeringsprojektet gik i gang var det et ønske at skabe et grønnere byrum i Uldum. Derudover var der et ønske om at beskytte de bløde trafikanter bedre og få nedsat hastigheden gennem byen. Det betyder at der etableres vejbede på de større veje. Vejbedene medvirker både til et grønnere byrum, når planterne i bedene får fat, og virker som hastighedsdæmpende foranstaltninger.
Vejvandet fra de mindre veje nedsives i grønne fortove. De grønne fortove tilplantes med græs. Det er vigtigt, at nedsivningsfunktionen i de grønne fortove opretholdes. Derfor har Hedensted Kommune og Hedensted
Spildevand udarbejdet en pjece omkring vedligeholdelse, grundejers forpligtelser mv. Pjecen husstandsomdeles snarest i Uldum.

Den positive effekt af regnvandsløsningerne ses allerede
I sommeren 2022 kunne vi allerede se en positiv effekt af arbejderne i etape 1 og 2. Efter et større skybrud i sommeren 2022 kontrollerede vi alle kloaknødoverløb til Uldum Lilleå. Her kunne vi konstatere at nødoverløbene ikke havde været i overløb i forbindelse med skybruddet. Før opstarten af separeringen i Uldum ville et lignende skybrud have resulteret i overløb med fortyndet spildevand til Uldum Lilleå.

Megen snak om Kærvejen
Arbejdet med profilering af vejen pågår, og vi er opmærksomme på de gener den midlertidige situation giver, specielt i form af meget store vandpytter.Før separatkloakeringsprojektet blev cyklister, biler og tung trafik blandet på strækningen fra byen og ud til hallen og børnehaven. Det er et ønske i forbindelse med separatkloakeringsprojektet, at trafiksikkerheden på Kærvejen skal forbedres for de bløde trafikanter.

Indtil videre har ideen med vejforløbet været at etablere en dobbeltrettet fællessti på bagsiden af regnbedene. Det har desværre vist sig, at det ikke er muligt at få godkendt den dobbeltrettede fællessti, og den deraf afledte
kørebanebredde hos politiet. Derfor tilpasses vejforløbet der hvor kørebanen i dag er smallest. I vejens østlige side, fra byen ud mod hallen, bibeholdes fortovet og det vil fortsat være muligt at cykle på bagsiden af de etablerede regnbede. Samtidig skiltes hastigheden til maksimum anbefalet 40 km/t. I den vestlige side af vejen, fra hallen ind mod byen, cykles fortsat i vejsiden.
Vi håber hermed at skabe nogle så sikre rammer for de bløde trafikanter som muligt, samtidig med, at biltrafikken kan afvikles fornuftigt på strækningen. Det er et håb, at den tunge trafik med tiden benytter andre veje end Kærvejen.

Åben skurvogn – kom forbi og stil spørgsmål
Fra torsdag den 2. marts 2023 vil VAM Entreprenørfirma, som udfører separatkloakeringen, og Hedensted Spildevand være at træffe i skurvognen på Mekuvej 15 torsdage mellem kl. 14 og 16. Her er der mulighed for at komme forbi med spørgsmål til projektet. Dog med undtagelse af helligdage og i juli måned. Du er selvfølgelig  også velkommen til at ringe til os.
Kontakt os her hvis du har spørgsmål.

Hedensted Spildevand
Projektleder Rikke Haahr Mortensen
Telefon: 7674 9273
Mail: rhm@hspv.dk

VAM Entreprenørfirma
Projektleder Annica Bak Sørensen
Telefon: 6098 5412
Mail: abs@vam.dk

Formand
Jens Egelund Petersen
Telefon: 4061 8160
Mail: jpe@vam.dk

Eller mød op i skurvognen på Mekuvej 15 torsdage mellem kl. 14 og 16.

Se alle nyheder