Nyheder
i Uldum
Nyt om arbejdet i Uldum med kloakering
Kort orientering fra mødet vedr. kloakering.
Blandt deltagerne var Hedensted Spildevand, formand for Udvalget for Teknik & Miljø, WSP (Ingeniører), og VAM (entreprenør), lokale kommunalpolitikere og Fællesrådet. Flere at dem, havde været på tur i byen inden mødet for at besigtige situationen og vores indsigelser. Det skete ”heldigvis” på en regnvejrsdag, så de ved selvsyn kunne se omfanget af vand, og hvor der med fordel kan ske forbedringer.
Den korte version af mødet er, at der sker udbedringer og tilpasninger flere steder – se nedenfor. Vi skal dog forvente, at der vil være gener i en midlertidig periode. Den midlertidige periode kan sagtens føles lang. Vi skal ligeledes væbne os med tålmodighed inden de respektive løsninger fungerer og ser ud som planlagt. Årsagen er, at de planlagte løsninger sjældent kan etableres på én gang, og derfor er nogle af de løsninger/gener vi ser i dag, en konsekvens af, at projektet endnu ikke er færdigt.
Fx på kærvejen skal vejen skal afrettes, den dobbeltrettede fællessti skal etableres og slidlaget skal lægges, inden vandafledning kan ske som planlagt. Men inden slidlaget kan lægges, skal vejen sætte sig – ellers risikerer vi, at det skal laves om. Indtil da, vil der være vand når det regner meget.
Kærvejen: Vi diskuterede den tiltænkte løsning ift. tung trafik og bløde trafikanter. Det er planen at den dobbeltrettede fællessti fastholdes som tidligere vist på tegningen, og med en vejbredde på 3 meter. Der blev argumenteret for at denne løsning vil sænke hastigheden, gøre det mere sikkert at benytte den dobbeltrettede fællessti (fremfor at cykle på fortovet som i dag), at bilister hurtigt vil vænne sig til at holde tilbage for hinanden (som det er ved at ske på Nørregade nu, og længe er sket på Søndergade pga. parkerede biler) og at der er plads nok til lastbiler. De erkender at traktorer vil have svært ved at passere, og de undersøger dette punkt. Så sent som d.d. er de blevet informeret om påkørsler af bedene, som vidner om den trange plads.
Der arbejdes på at sikre en forsvarlig overkørsel/skiltning ved Chem-Tec, stien overfor Jørgens værktøj og ved hallen. Etablering af den dobbeltrettede fællessti fremrykkes – forventeligt til Q1 i år, qua de mange gener der er i dag.
Nørregade: For at afhjælpe det meget vand på vejbanen, laves der flere afvandingshuller ned til bedene. Det kan enten ske ved at fjerne dele af kantstenen ind mod vejen eller at de udskiftes med den nye type af kantsten med huller i, som er brugt andre steder i byen.
Der er planen, at der ikke laves flere træbroer. De etablerede broer burde være skridsikre.
Hedensted kommune nævner, at vi som grundejer ud til en offentlig vej, har ansvar for at holde fortov rene, fri for sne, is og ukrudt.
Note/info til de borgere, som har fået en træbro som en del af fortovet ud for sin ejendom, og dermed har fået vinterdrift på en sådan, så har vi fået information fra Hedensted Kommune om at man kan afhente et særligt middel til glatførebekæmpelse på træbroer gratis på materielgården, da salt ikke er egnet. Dette er et supplement til den skrid-sikring broerne er lavet med (af producenten).
Næste fase:
VAM starter op i Dortheasminde i løbet af februar 2023 og arbejder i dette område frem til sommerferien 2023. Der har været afholdt orienteringsmøde for beboere i dette område – præsentation fra mødet og spørgsmål og svar kan findes på Hedensted Spildevands hjemmeside under projekter.
Vi arbejder i skrivende stund på en revideret etapeplan, for at få en mere optimal byggetakt i projektet. Dele af området, der tidligere var etape 4, vil blive fremrykket til etape 3, mens etape 3 del 2 (den sydlige del med bl.a. Skolegade og Højskolebakken) bliver udskudt til etape 4.
Der vil blive informeret om ny etapeplan så snart den er helt på plads, og der vil blive indkaldt til informationsmøde for borgere, der bliver berørt af projektet i efteråret 2023 i løbet af foråret 2023.
Etape 3 del 2 forventes at starte op umiddelbart efter sommerferien 2023.
Infomation + åben skurvogn.
I stedet for et stort borgermøde, vil Hedensted Spildevand være til stede i skurvognen på Mekuvej (ved Dechra). Tanken med åben skurvogn er primært at folk kan henvende sig med spørgsmål til projektet, særligt til det der skal foregå på egen ejendom, men også med evt. observationer de gerne vil dele eller spørge til.
Med start den 2. marts 2023 vil Hedensted Spildevand og/eller VAMs projektleder være at træffe i skurvognen på Mekuvej i tidsrummet 9-15 og evt. efter nærmere aftale.
Følgende lukkedage er kendte på nuværende tidspunkt:
- Torsdag den 9. marts kun 13-15 pga. andre aktiviteter
- Torsdag den 6. april lukket Skærtorsdag
- Torsdag den 18. maj Lukket Kr. Himmelfart
- Derudover vil der være sommerferielukket i ugerne 28-29-30 og 31.
Der var enighed om at informationsniveauet har været mangelfuld og skal forbedres. Fremover vil Hedensted Spildevand udsende et nyhedsbrev med status på arbejdet i byen, forklare de løsninger som er valgt. Fællesrådet vil assistere med at viderebringe relevante informationer til byens borgere.
Nyhedsbrev udsendes første gang i foråret 2023, inden påske, og en status inden sommerferie, samt afrunding og orientering om kommende aktiviteter i 2024 ved årets udgang.
Derudover er man altid velkommen til at henvende sig med spørgsmål i åben skurvogn, eller til VAMs medarbejdere på pladsen.
Telefonnumre og mailadresser på kontaktpersoner i projektgruppen kan findes på Hedensted Spildevands hjemmeside under projekter Uldum kloakseparering https://www.hspv.dk/Projekter/?id=1663

