Jeg boede 10 år af mit liv i Uldum. Jeg havde dårlig nok hørt om fodbold, før jeg flyttede til byen, så det var her min livslange forelskelse i verdens bedste spil begyndte. Min drøm var at spille for Vejle Boldklub, men sådan blev det aldrig. I stedet blev det Silkeborg og også det danske landshold. Her var højdepunkterne at spille på Wembley og være med i truppen, da Danmark vandt EM i 1992. Efter min aktive fodboldtid er jeg blevet fodboldkommentator og har blandt andet kommenteret finaler ved EM og VM samt det danske landsholds kampe. Kom og hør om mit liv med fodbold, der begyndte på banerne i Uldum IK.